Rybners Gallafest

Rybners Gallafest

Ballet er nok mest kendt for at der danses lancier og for 3.g'ernes flotte festtøj, som virkeligt er af en helt særlig karakter denne aften. Men også 1.g'erne kommer i pænt festtøj, dog af en mere afdæmpet karakter, og 2.g'erne går denne aften i den helt anden grøft og kommer i spraglet og fjollet tøj og danser en regndans.

undefined

Læs om Camilla Holck Madsens oplevelse af det store skolebal på Rybners:

"For 3.g'erne handler det hele om at gå amok og iklæde sig ægte, storslået gallaoutfit, hvilket indebærer alt lige fra kæmpe brus af tyl og prinsessekjoler til de korte og mere specielle kjoler for pigernes vedkommende.

Drengene kører den helt lækre stil med flotte jakkesæt, nye sko, der glider på dansegulvet, og ikke mindst slips eller skjorte, der gerne matcher deres dansepartner.

Selve entreen ind til skolen gøres med stor stil. Mange vælger at mødes klassevis inden selve festen begynder, og enkelte bestiller limousiner, der kører dem direkte til den røde løber foran skolen, der selvfølgelig er blevet rullet ud i aftenens anledning.

Mens skolens fotograf blitzer løs valser de festklædte 1g'ere, lærere, 3g'ere og forældre op ad løberen - klar til at nyde aftenen.

Det var virkelig noget specielt at opleve alle de mennesker, som man normalt ser i jeans, t-shirts og sweaters, give deres bud på det flotteste gallaskrud.

Under hele spisningen emmede kantinen af glæde og høj stemning, og med alle de mennesker var der en konstant summen af højlydte samtaler, skåle, latter og glædesudbrud - det var virkelig en festens aften. Da spisningen var veloverstået begyndte 1gerne så småt at gøre sig klar til deres dans.

Hver årgang skal danse i aulaen, og hver årgang har hver deres særpræg. Fælles for alle er vals, tango og lanciers. 2.g'erne danser desuden en regndans, mens 3.g'erne får tilføjet en fræk cha cha cha.

Når 3.g'erne er færdige med dansen går ballet rigtigt i gang, og man kan nyde aftenen som man helst vil. I et stort telt er der diskotek, i aulaen bliver der spillet dansevenligt musik, i kantinen er der mulighed for en hyggelig samtale og rundt omkring er der opstillet små, billige barer, så man ikke render tørstende rundt.

Overalt på skolen er der denne aften en stemning, der er svær helt at beskrive. Den emmer af en blanding af ældgamle traditioner, ungdommens glæde og en nostalgisk fornemmelse for de 3g'ere, der så småt begynder at erkende, at det for dem både er det største og flotteste Skolebal, men sandelig også det sidste.

Nu, hvor jeg har oplevet skoleballet som både 1., 2., og 3.g'er, er det gået op for mig, hvor fantastiske de egentlig har været. Alle tre skoleballer har haft deres særpræg, opture og oplevelser, der aldrig vil blive glemt, og der er ingen tvivl om, at jeg om et år ville ønske, at det var mig, der oplevede mit første skolebal, pjattede til mit andet eller kom gallaiklædt til mit sidste."

undefined