Nyheder

Elever og læreres persondata skal beskyttes langt bedre

Det er på kant med persondatalovgivningen at enhver kan få adgang til lærernes kalendere og ugeskemaer for både lærere og elever på Lectio, det studieadministrative system, som langt de fleste gymnasier i landet benytter. Det vurderer flere eksperter. 

- Vi har længe været bekymret for brugen af Lectio og har også fået flere henvendelser fra bekymrede forældre, oplyser Olaf Rye, direktør for Rybners Gymnasium.

Gymnasierne har selv ansvar for, hvilke oplysninger, der lægges ud på Lectio. For brugerne kan det i praksis være problematisk og måske ligefrem umuligt at sige nej til, at ens oplysninger bliver delt med andre, fordi et nej vil gøre det praktisk umuligt at fungere i hverdagen på skolen. Det kan sammenlignes med, at det på Facebook eller Google er svært at sige nej til anvendelsen af personlige data.

- Jeg mener, vi har et ansvar for at beskytte de unge og lærerne bedst muligt. Det kan jo potentielt få alvorlige konsekvenser, hvis nogen misbruger ens persondata. Det har vi allerede set eksempler på på andre skoler, konstaterer Olaf Rye.

Valgt at blive pionér
Alene på gymnasieområdet er ni ud af ti skoler koblet på Lectio, som også benyttes af en række ungdomsuddannelser og voksenuddannelser. Det er it-firmaet Macom, der står for at levere og drive Lectio. Flere medier, heriblandt Berlingske og Computerworld, har tidligere omtalt, at Macom ikke vil udarbejde en databehandleraftale, der garanterer at sikkerheden lever op til den nye persondataforordning.

- Vi har naturligvis også været i dialog med Lectio med ønsket om at få udviklet systemet, så vores elever og lærere kan føle sig trygge ved, at deres personfølsomme data bliver håndteret forsvarligt og efter gældende lovgivning. Det har bare ikke ført til noget, så allerede i starten af året valgte vi i stedet at blive pionérer og være med til at udvikle Ludus Suite, der oprindeligt kommer fra VUC-regi og på nuværende tidspunkt anvendes af 13 almene gymnasier, beretter Annalise Schmidt, direktør for økonomi og administration på Rybners.

Elevfoto

Omfangsrig proces
Udover Rybners er fire andre store uddannelsesinstitutioner med i udviklingen af Ludus Suite, nemlig Syddansk Erhvervsskole, Niels Brock, NEXT og Herningsholm Erhvervsskole. Flere skoler har planer om at tilslutte sig.

- Forud for valget af Ludus Suite udarbejdede vi en kæmpe behovsopgørelse. Da det er selve maskinrummet, vi med implementeringen af et nyt studieadministrativt system er inde at pille ved, er der tale om en omfangsrig og længerevarende proces, forklarer Annalise Schmidt, der samtidig erkender, at det nye system kræver tilvænning særligt blandt lærerne:

- De har i mange år været meget glade for at bruge Lectio, der er fleksibelt, yder god support og ret hurtigt kan tilpasses, hvis der kommer nye fag eller andre ændringer i skolernes hverdag. Ludus Suite er dog allerede nu på niveau med Lectio, men nogle ting fungerer bedre i Lectio, og andre ting fungerer bedre i Ludus Suite.

Sammen med de fire andre skoler holder Rybners for tiden et ugentligt møde med DXC Technology, der står bag Ludus Suite.

- Vi har et godt samarbejde med virksomheden, der også er i en god og vigtig dialog med Styrelsen for It og Læring, konstaterer Annalise Schmidt.

Får hele paletten med
De administrative medarbejdere på skolerne, som er dem, der mærker systemskiftet allermest i deres hverdag, har deltaget i flere workshops om udviklingen af Ludus Suite, og de deltager desuden løbende i kurser, så de bliver klædt på til at arbejde med det nye studieadministrative system og fungere som superbrugere.

- Det har den positive sidegevinst, at der er rig mulighed for at udveksle erfaringer - også om andre skoleforhold, bemærker Annalise Schmidt. Hun fremhæver særligt det tætte samarbejde med Syddansk Erhvervsskole. Her har man i lighed med Rybners implementeret Ludus på det tekniske gymnasium fra august, hvilket har betydet, at de to skoler har kunnet køre parløb. Nu venter der begge skoler en proces, hvor Ludus Suite skal implementeres på erhvervsuddannelserne.

Indtil foråret har erhvervsskolerne haft pligt til at bruge UNI-C’s studieadministrative system Easy-A. Men i foråret meddelte Ministeriet for Børn og Undervisning, at erhvervsskolerne fremover kan handle ind på det frie marked.

- I foråret begynder vi på implementeringen af et Ludus Suite-system, der er tilpasset behovene på Rybners’ mange erhvervsuddannelser, og fra sommeren 2019 vil Easy-A blive udfaset, oplyser Annalise Schmidt.

Herefter vil Rybners have ét fælles studieadministrativt system, som understøtter hele uddannelsespaletten inklusiv kursuscentret og skolehjemmet Hermitage.

  • På Rybners’ fire gymnasiale uddannelser benytter 1.g-klasserne kun Ludus, mens 2. og 3.g-klasserne hen ad vejen vil skifte fuldt ud. Herefter lukker Lectio endegyldigt ned.
  • Skoler, der bruger Lectio, frygter, at Undervisningsministeriet ender med at kræve et stop for brugen af Lectio, indtil systemet er blevet testet af en revisor.
  • Kravet om revision er stillet af Undervisningsministeriet, som på den måde vil sikre, at Lectio yder tilstrækkelig datasikkerhed og beskyttelse af brugernes personlige data.
  • Ifølge persondataloven har skolerne pligt til at indgå en skriftlig aftale, når deres persondata varetages ude af huset. Det bekræfter Datatilsynet.