Nyheder

Ny ekspertgruppe skal være med til at løse mysteriet om elevsammensætningen på gymnasierne

Den politiske debat om, hvordan det er muligt at skabe en anden elevsammensætning har længe stået på. For at få konkrete fakta at arbejde ud fra blev der i 2018 igangsat en analyse af problematikken.

Analysen er den, som den nye ekspertgruppe tager afsæt i, når de skal opstille modeller, der kan løse det stigende problem med den skæve elevsammensætning. Modellerne skal gøre det muligt at komme videre med de politiske drøftelser og nå til konsensus om nye fordelingsregler.

Peter Hvid Amstrup har længe været optaget af netop de problemstillinger, der beskrives i ekspertgruppens opgave, og er enig i, at det er nødvendigt at finde løsninger på problemerne. ”En skæv fordeling resulterer i, at institutioner ikke har de samme vilkår for at opretholde læringsmiljøer med et højt fagligt niveau”, lyder det fra Rybners’ administrerende direktør.

Bekymringen for en stigende polarisering af uddannelsesinstitutioner og forskellen med hensyn til elevsammensætningen er altså stor, og de negative konsekvenser heraf forekommer bekymrende. Ekspertgruppen skal arbejde hurtigt for at finde svaret på, hvordan problematikken kan løses, for rapporten med modeller for elevsammensætningen skal stå færdig inden udgangen af første halvår af 2019.

Ekspertgruppen om fordeling af elever til de gymnasiale uddannelser består af:

  • Rikke Hvilshøj, formand for ekspertgruppen (adm. direktør i Dansk IT og tidligere minister for flygtninge, indvandrere og integration)
  • Torben Rugberg Rasmussen (lektor ved Syddansk Universitet)
  • David Dreyer Lassen (professor ved Københavns Universitet)
  • Søren Brøndum (rektor på Herning Gymnasium) 
  • Peter Hvid Amstrup (adm. direktør på Rybners)
  • Kirsten Jensen (rektor på Hvidovre Gymnasium)