Litteraturlisten

Litteraturlisten

Du skal anføre værkerne efter forfatterens efternavn og skrive titel, udgave, trykkested eller forlag og trykkeår. For eksempel:

Kühle, Ebbe: "Danmark - Historie - Samfund" 2. udgave 2. oplag (Gyldendal, 1995)

Hvis der er flere forfattere kan du skrive:

Carlsen, Jesper m.fl: "Paradokset Italien. Kilder til Italiens historie 1861-1995" 2. udgave (Marko, 1995)

Hvis der er tale om et værk hvor hver forfatter har skrevet en del af bogen kan du f.eks. skrive sådan her:

Ørsted, Peter: "Et verdensrige af bystater" i Mogens Carstensen m.fl (red): "Menneske - Samfund -Historie. Kapitler af verdenshistorien" (Gyldendal, 1988)

Kilder anfører du efter kildens ophavsmand. F.eks. sådan her:

Watkins, Arthur A: Tale i USA's senat 22.1.1951. Fra Congressional Record 82. Congress 1st Sessions, s. 511.17. Her fra: Bjørneboe, Lars m.fl: "USA´s krig i Korea. Amerikanernes samfund og verdensmagt under Den Kolde Krig" (Gyldendal, 1981) s. 94-96

Det er lidt besværligt, men når du henviser til Watkins' tale i opgaven kan du bare bruge hans efternavn og sidetallet i bogen. Og andre kan hurtigt finde kilden.

Websteder anfører du med adressen fra webstedets "officielle" indgang (brug "kopier" og "indsæt"):

http://newdeal.feri.org/

Det er en god idé at nævne hvad webstedet går ud på og hvem der står bag det. Det kan du skrive i din litteraturliste lige efter linket til webstedet.

Todelt litteraturliste i dansk

I dansk er det ofte naturligt, at litteraturlisten er opdelt i 2 dele:

  • Primærtekster (De tekster, I har analyseret og undersøgt).

  • Sekundærtekster (De tekster, der er brugt som hjælpemidle i undersøgelserne. Det kan fx være opslagsværker om forfatteren, genren eller perioden eller anmeldelser).