Oldtidskundskab

Oldtidskundskab

Faget beskæftiger sig med antikke tekster og monumenter, hvori værdier, begreber og formsprog, der blev normgivende for europæisk kultur, kommer til udtryk.

Oldtidskundskab er et obligatorisk fag i gymnasiet. Det er et C-niveau-fag og er placeret sammen med bla. religion som er et fag oldtidskundskab kan samarbejde tæt med.

Oldtidskundskab er et kulturfag, der omhandler antikken som grundlag for europæisk kultur. Faget beskæftiger sig med antikke tekster og monumenter, hvori værdier, begreber og formsprog, der blev normgivende for europæisk kultur, kommer til udtryk. Undervisningen foregår udelukkende på dokumentarisk grundlag og anskuer dette i en historisk sammenhæng. Undervisningens grundlag og genstand er antikkens egne udsagn, dvs. oversatte antikke tekster og monumenter og tekster, hvori antikken har sat sig spor.

Formålet med faget er, at man gennem arbejdet med centrale tekster og monumenter fra antikken og med tekster og monumenter, der kan perspektivere dem, skal opnå en bred kulturhistorisk indsigt med vægt på evnen til at se lange linjer og forbindelser i europæisk kultur. Faget sætter eleverne i stand til at analysere og fortolke tekster og monumenter i en historisk kontekst og giver dem begreber til at forstå og reflektere over jeres egen kultur og andre kulturer.

Undervisningens indhold er bestemt af de faglige mål; kernestof og supplerende stof er derfor afledt heraf. Hovedvægten lægges på Grækenland i klassisk tid dvs. 479-323 fvt. dermed angives, at denne periode skal være repræsenteret med mere end halvdelen af basisteksterne. Når Homer og romersk oldtid nævnes som obligatorisk kernestof, betyder det, at de skal være repræsenteret som basistekster.

Supplerende stof i oldtidskundskab er perspektiverende tekster og monumenter, antikke og efterantikke. Monumenter ud over de monumenter, der er behandlet som en del af monumentsøjlen, kan anvendes som perspektiverende materiale.

En tekstsøjle består af to typer af tekster, basistekster og perspektiverende tekster.

  • En basistekst er en antik tekst, der altid læses også i sin egen ret, dvs. for den værdi, den har i sig selv. Det er et væsentligt kendetegn ved faget oldtidskundskab, at undervisningen foregår på grundlag oldtidens egne udsagn, dvs. oversatte græske og romerske tekster, der forelægges jer i så hel og ubearbejdet form som muligt. De antikke basistekster læses uden refererende eller fortolkende mellemled - man taler i den forbindelse om elevernes autopsi, selvsyn, hvor de møder det dokumentariske materiale uden andet filter end oversætterens.

  • En perspektiverende tekst er en antik eller en nyere tekst, der læses tematisk og ikke nødvendigvis i sin egen ret. Med nyere tekster menes efterantikke tekster, men bl.a. kravet om, at mindst en af søjlerne skal tage udgangspunkt i en moderne problemstilling, betyder, at der skal indgå nutidige tekster i faget. En perspektiverende tekst er ikke en tekst, der blot er refererende, men den indeholder og argumenterer for et selvstændigt synspunkt eller er et selvstændigt kunstværk.

Læreplan

Vejledning

Læs mere